Omsorg, blid massage, aromaterapi, reiki, gravidmassage

Omsorg og velvære med blid massage, aromaterapi og reiki-healing

 

Behandlinger

Behandlingerne foregår hos Nor: Nordic Health House
Hejrevej 30, 3. sal, 2400 København NV

 

Velværebehandling

Kropsbehandlingen har nu skiftet navn til velværebehandling, for det er lige netop dét, det er. Det er 75 min. med ren velvære til dig.

I behandlingen vil du opleve en blanding af klassisk oliemassage, healing og aromaterapi med æteriske olier.

Behandlingen er designet til at få din krop og dit sind ned i gear, så dit nervesystem kan falde til ro og din krop kan begynde at hele sig selv. De æteriske olier hjælper dig med at slappe af og understøtter helingsprocessen i din krop.

Jeg skræddersyer behandlingen til dig, og hvad du har behov for på dagen, men vil altid tage udgangspunkt i at få ro på dit nervesystem først.

Behandlingen varer 75 min.

Pris: 750 kr.

 

Omsorgsbehandling

Nogle gange er der bare ikke tid nok til at lande ordentligt på briksen, inden behandlingen er ovre. Derfor tilbyder jeg nu også denne omsorgsbehandling, med masser af tid til ro og nærvær til dig.

Du får, ligesom i velværebehandlingen, en blanding af aromaterapi, healing og blid massage, men i denne behandling vil der være mere tid til at lande i rummet, til at give sig hen til behandlingen, til dyb afspænding og til bare at være.

Omsorgsbehandlingen indeholder både tid på briksen og tid til samtale, hvor vi for eksempel kan vende stress, livsstil, cyklus, yoga og ayurveda mm.

Behandlingen er for dig, der måske har overhørt lidt for mange stresssignaler i for lang tid, og derfor trænger til at gøre noget særligt godt for dig selv.

Behandlingen varer 2,5 time.

Pris: 1.300 kr.

 

Reiki-healing

I modsætning til massagen, hvor der bliver arbejdet med olie, tryk og strøg, vil du her ligge fuldt påklædt, evt. med et tæppe over dig. Under en Reiki-healing placerer jeg blidt mine hænder på en række forskellige steder på din krop, oven på tæppet.

Mange beskriver, at de føler sig lettere og gladere efter en behandling, men det er meget individuelt, hvordan man oplever Reiki-healingen.

Under behandlingen vil du, udover den klassiske Reiki-healing, også modtage en chakra-healing for at balancere dine syv store energicentre.

Reiki-healingen varer 75 min.

Pris: 750 kr.

 

 

Gravidbehandlinger

Gravidmassage

Forkæl din gravide krop med en gravidmassage.

Det kan være, at du har lyst til at gøre noget godt for dig selv og din baby i maven. Måske ønsker du massage, fordi du har ondt i kroppen eller trænger til at få noget ekstra energi og overskud.

Du bliver masseret på nænsom vis, med respekt for dig og din baby. Gravidmassagen er lavet til at bringe dig helt ned i gear. Du skal bare tage imod og slappe af.

En gravidmassage er en investering i din krop, som konstant er på arbejde for at huse din baby. Under massagen vil din krop udløse en masse oxytocin, et hormon, der er essentielt for den kommende fødsel. Du kan hjælpe din fødekrop på vej ved at øve den i at skabe oxytocin i løbet af graviditeten. En dejlig sidegevinst er, at oxytocinskabende aktiviteter føles fantastiske.

Da jeg har en speciel gravidmassagepude, kan du ligge på maven og få masseret din ryg.

Du er selvfølgelig velkommen under hele din graviditet.

Gravidmassagen varer 75 min.

Pris: 750 kr.

 

Rebozo for gravide

Rebozoen er et tørklæde, som bruges til at ryste og vugge forskellige dele af din krop bl.a. for at fremme god blodgennemstrømning og afspænding. I Danmark bruges den primært til gravide og fødende for at afhjælpe spændinger og smerter under graviditeten, til at vende babyer og til at sætte veer i gang op til fødslen. Teknikken med rebozo-tørklædet er udviklet i Mexico, hvor den bruges til mennesker i alle aldre.

I denne behandling vil du blive vugget med rebozoen for at afhjælpe smerter eller spændinger i forbindelse med din graviditet. Måske du oplever spænding og fastlåsthed i f.eks. lænd, bækken og nakke. For de fleste er behandlingen med rebozo utrolig behagelig, og det er helt okay at falde i søvn, mens du bliver vugget. Selvom mange kommer til behandlingen, fordi de har ondt, kan det også være rart at få behandling for ren velvære.

Rebozo-behandlingen varer 75 min.

Pris: 750 kr.

 

Fødselsmodning med akupressur

Hvis du er tæt på din terminsdato, kan det være rart at gøre dig klar til fødslen med fødselsmodnende behandling. 

Denne fødselsmodnende behandling består af akupressur, rebozo og aromaterapi.

Akupressur kan også kaldes 'akupunktur uden nåle', for man bruger de samme punkter som i akupunktur. I akupressuren bliver der brugt tryk og strøg med fingre, knoer eller en akupressur-stav. Akupressur-punkterne der bliver stimuleret i denne behandling, ligger på forskellige meridianbaner på ben, hænder, fødder og ansigt, der enten sender energi til livmoderen eller ro til kroppen og sindet.

For at gøre akupressur-behandlingen mere effektiv bruger jeg desuden aromaterapi. Vi finder i fællesskab ud af, hvilke æteriske olier der skal bruges, så det dufter behageligt for dig.

Behandlingen vil starte med rebozo, hvor du bliver vugget med et mexicansk tørklæde, som kan afspænde musklerne omkring dit bækken. Derefter vil du komme ned at ligge, for at modtage resten af behandlingen med akupressur.

Hvis det ønskes, kan din behandling inkludere fødselsmodnende øre-akupunktur. Her får du sat små, tynde nåle i punkter i dine ører, som understøtter akupressuren.

Fødselsmodende akupressur kan, lige som akupunktur, ikke sætte en fødsel i gang. Din fødsel vil først gå i gang, når krop og sind er klar til det. Når det sker, så vil den fødselsmodnende behandling komme til sin ret, da den kan have en positiv virkning på dit fødselsforløb, f.eks. en kortere fødsel med færre komplikationer og indgreb.

Du kan begynde dine fødselsmodnende behandlinger i uge 37+0.

Behandlingen varer 75 min.

Pris: 750 kr.