Min mission

Jeg ved at mange, både mænd og kvinder, glemmer at skabe plads til den feminine energi. Glemmer at balancere det at yde og det at nyde. Glemmer at tage tid til sig selv og til at være nærværende. Jeg ser mange mennesker vente med at investere i sig selv, til de har det dårligt. Som om man ikke må gøre noget godt for sig selv, hvis man har det godt i forvejen. Når man har det dårligt, har man ikke længere noget valg. Man er tvunget til at skrue ned for tempoet og prioritere sig selv. Velvære og tid til selvomsorg bidrager til, at du får det godt, men også bliver ved med at have det godt.

Mit håb er, at det bliver hverdagskost at tage sig tid til nydelse, næring og selvomsorg. Det skal være legitimt at bruge tid og penge på velvære til sig selv, uden at skulle undskylde det over for nogen - heller ikke sig selv.

Selvomsorg i centrum

Med afsæt i min egen historie om stress ved jeg, hvor vigtigt det er at give tid og plads til at yde omsorg for sig selv. Vi skal næres på flere planer - fysisk, psykisk og sjæleligt. Dette gælder hele livet, men i særlig grad, når der er en lille baby i din mave eller dine arme.

Med mit arbejde for kvinder i livets overgange vil jeg skabe en hyldest til det kvindelige og dyrke det bløde, lækre, tilstedeværende, sansende, cykliske, frie og foranderlige. Alt det, som ofte ikke bliver tillagt særligt meget værdi, fordi vi ikke kan måle og veje det.

 

Min historie

Jeg er oprindeligt uddannet moderne danser med en baggrund i klassisk ballet. Ved siden af mit arbejde som freelancedanser, begyndte jeg i 2012 at undervise i bevægelse - først i klassisk ballet, moderne dans og improvisation, sidenhen er yogaen kommet på.

I 2015 fik jeg arbejde som højskolelærer, som jeg desværre måtte opsige 3 år senere, da jeg var gået ned med stress. Alvorligt ned med stress. Jeg var så passioneret omkring mit arbejde med dans, yoga og eleverne, at jeg overså alle faresignalerne. Min krop havde skreget til mig, og jeg havde ikke hørt det.

Det endte med, at jeg havde jævnlige angstanfald, ikke kunne hverken spise eller sove og generelt manglede livsglæde. Det blev et vendepunkt for mig, som tog mig ud på en rejse tilbage til mig selv.

Speciale i det blide, omsorgsfulde og feminine

Som yogalærer er jeg specialiseret i de mere blide yogaformer, da de aktiverer vores ro-og-hvilesystem. Når vi er i det, har vi mulighed for at helbrede og udvikle os selv. Jeg har desuden efteruddannet mig indenfor bl.a. gravid- og efterfødselsyoga, ayurveda, chanting og shakti yoga, der fokuserer på kvinders livsovergange, kvinders cykliske natur og feminine energi. I 2020 byggede jeg desuden ovenpå med en doula-uddannelse.

Mens jeg stadig havde en fastansættelse, tog jeg en basisuddannelse som sportsmassør uden at vide, hvad jeg egentlig skulle bruge den til. Det viste sig at blive den vej, jeg skulle gå ved siden af yogaen.

Sportsmassagen lagde jeg hurtigt på hylden, og bevægede mig over i velværemassage og aromaterapi i stedet. Mine behandlinger er gradvist blevet blidere og blidere, i takt med at jeg fik mere erfaring og kunne se, hvad der var den mest effektive tilgang til mine klienter. I dag er healing blevet en stor del af min behandling i synergi med den klassiske oliemassage og de æteriske olier.

Selvom det har taget tid at komme over skammen over ikke at kunne være der for mig selv, så har min rejse med stress også givet mig en utrolig gave. Jeg kender mig selv og mine grænser bedre end nogensinde før, jeg kan yde selvomsorg og kan derfor hjælpe andre ud fra et sted med overskud.

Personligt er jeg mor til Villum og kæreste med Morten. Vi bor i Københavns nordvestkvarter, men drømmer om græs mellem tæerne.

 

Uddannelser & kurser


Dans og Yoga

Professionsbachelor i Zeitgenössischer Tanz fra Contemporary Dance School Hamburg

Postgraduate diploma i Performing Arts fra University of Kent

Yogalæreruddannelse ved YogaWorks

Efterfødselsyogalæreruddannelse ved YoJo

Gravidyogalæreruddannelse ved HéLT

Shakti Yoga ved Yogakompagniet

1-årig grunduddannelse i Ayurveda ved Charlotte Bech

Kursus i Chanting ved Janet Stone

Facilitate The Shift - A space holding masterclass ved Ana Schoeps og Pamela von Sabljar


 

Doula

Doula ved Copenhagen Doulas

Spinning Babies kursus ved Rachel Shapiro

Paramana Doula Course ved Dr. Michel Odent og Liliana Lammers

Rebozo-kursus ved Marta Orbis



Behandling

Kursus i Meridianbaner og 5 Elements Teori ved Lynge Akupunktur

Øreakupunktur ved Lynge Akupunktur

Sportsmassør ved Sportskropskolen

Gravidmassør ved Massørteamet/Gitte Rem

Reiki Healing ved Hanne Fritzbøger

Aromaterapi ved Christina Lien

Symphony of the Cells ved Boyd Truman

Dorn Terapi ved Jesper Upul Westh Olsen

Kursus i Fertilitetsfremmende træning og terapi ved Havnestadsklinikken

Kursus i Anatomi, Fysiologi og Sygdomslære ved Center for Ernæring og Terapi

Triggerpoints Akupressur ved Den Danske Zoneterapeutskole